Noter til John – Joan Didion
I november 1999 begyndte Joan Didion at se en psykiater, fordi hendes familie havde haft "et par hårde år." Hun beskrev sessionerne i en logbog, som hun stilede til sin mand, John Gregory Dunne.
I flere måneder nedfældede Didion samtalerne med psykiateren. De første sessioner fokuserede på alkoholisme, adoption, depression, angst, skyld og de hjerteskærende udfordringer i relationen til hendes datter, Quintana. Emnerne udviklede sig til også at omfatte hendes skrivning, som hun havde svært ved at koncentrere sig om igennem længere perioder. Der var samtaler om hendes egen barndom — misforståelser og manglende kommunikation med hendes mor og far, hendes tidlige tendens til katastrofetænkning — og spørgsmålet om eftermæle, eller som hun sagde, "hvad det har været værd."
I november 1999 begyndte Joan Didion at se en psykiater, fordi hendes familie havde haft "et par hårde år." Hun beskrev sessionerne i en logbog, som hun stilede til sin mand, John Gregory Dunne.
I flere måneder nedfældede Didion samtalerne med psykiateren. De første sessioner fokuserede på alkoholisme, adoption, depression, angst, skyld og de hjerteskærende udfordringer i relationen til hendes datter, Quintana. Emnerne udviklede sig til også at omfatte hendes skrivning, som hun havde svært ved at koncentrere sig om igennem længere perioder. Der var samtaler om hendes egen barndom — misforståelser og manglende kommunikation med hendes mor og far, hendes tidlige tendens til katastrofetænkning — og spørgsmålet om eftermæle, eller som hun sagde, "hvad det har været værd."
I november 1999 begyndte Joan Didion at se en psykiater, fordi hendes familie havde haft "et par hårde år." Hun beskrev sessionerne i en logbog, som hun stilede til sin mand, John Gregory Dunne.
I flere måneder nedfældede Didion samtalerne med psykiateren. De første sessioner fokuserede på alkoholisme, adoption, depression, angst, skyld og de hjerteskærende udfordringer i relationen til hendes datter, Quintana. Emnerne udviklede sig til også at omfatte hendes skrivning, som hun havde svært ved at koncentrere sig om igennem længere perioder. Der var samtaler om hendes egen barndom — misforståelser og manglende kommunikation med hendes mor og far, hendes tidlige tendens til katastrofetænkning — og spørgsmålet om eftermæle, eller som hun sagde, "hvad det har været værd."
