Mødet mellem det egentlige liv og det ukontrollerbare er det betydningsfuld øjeblik, hvor der finder en resonans sted mellem den enkelte og verden.
Hartmut Rosas udgangspunkt er, at det egentlige liv opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. Det er her, al ægte berøring og alle virkelige, betydningsfulde erfaringer opstår. Mødet mellem det egentlige liv og det ukontrollerbare karakteriseres som et betydningsfuldt øjeblik, hvor der finder en resonans sted mellem den enkelte og verden.
Rosa hævder, at det moderne samfund hele tiden stræber efter at udvide kontrollen over alt i tilværelsen. Dermed skabes en acceleration i samfundet, som gør, at vi gradvist mister sansen for den resonans, som kun finder sted, netop når man er opmærksom på det ukontrollerbare. Resonans udvikles nemlig, når vi engagerer os med noget ukendt, måske noget ligefrem irriterende, der ligger uden for vores rækkevidde. Resultatet af denne proces kan dermed ikke planlægges eller forudsiges.
Mødet mellem det egentlige liv og det ukontrollerbare er det betydningsfuld øjeblik, hvor der finder en resonans sted mellem den enkelte og verden.
Hartmut Rosas udgangspunkt er, at det egentlige liv opstår i mødet med det, der ikke kan kontrolleres. Det er her, al ægte berøring og alle virkelige, betydningsfulde erfaringer opstår. Mødet mellem det egentlige liv og det ukontrollerbare karakteriseres som et betydningsfuldt øjeblik, hvor der finder en resonans sted mellem den enkelte og verden.
Rosa hævder, at det moderne samfund hele tiden stræber efter at udvide kontrollen over alt i tilværelsen. Dermed skabes en acceleration i samfundet, som gør, at vi gradvist mister sansen for den resonans, som kun finder sted, netop når man er opmærksom på det ukontrollerbare. Resonans udvikles nemlig, når vi engagerer os med noget ukendt, måske noget ligefrem irriterende, der ligger uden for vores rækkevidde. Resultatet af denne proces kan dermed ikke planlægges eller forudsiges.
Begrebet det ukontrollerbare (på tysk Unverfügbarkeit) har ifølge Rosa en reference til den tyske eksistensteolog Rudolf Bultmann (1884-1976). Bultmanns forståelse af nåden, det vil sige det for ham absolut vigtige i tilværelsen, er netop, at vi ikke forføjer over den. Den er ukontrollerbar.
