Torben Bramming: HEKSENE OG DEN PERFEKTE HOFMAND

Dato

20/09/2021

Klokken

19:00 / dør og bar åbner klokken 18:30

Pris

50

Pris med medlemskort

0

Mød forfatter Torben Bramming og hør om bogen HEKSENE OG DEN PERFEKTE HOFMAND – en dramatisk beretning om hekseforfølgelser i den danske renæssance.

Renæssancen associerer vi med prægtig kunst, arkitektur og grundlæggelsen af moderne videnskab. Perioden fra midten af 1500-tallet til midten af 1600-tallet var således rig på ånd – men også på bestialitet i form af hekseprocesser, der sendte i tusindvis af kvinder på bålet i Europa. Overraskende nok var det ikke gammel folkelig overtro, som drev disse udrensninger, men tværtimod den moderne videnskab, der var besat af magi, astronomi, matematik, astrologi og alkymi.

Christian 4. var ingen undtagelse. Selv flirtede han med den hvide, legitime magi og blev stadig mere overbevist om den sorte magis skadelige virkninger. Han regerede fra 1588 til 1648 og udsendte i 1617 sin trolddomsforordning, som fremover skulle straffe de trolde og hekse, som havde fjernet sig fra kristendommen og stillet sig til rådighed for djævelen. Loven, der skulle legitimere hekseprocesserne, var hermed på plads. Nu manglede han blot at udøve den.

Heksene og den perfekte hofmand tegner et levende og sanseligt billede af Ribe som en velstående og driftig handelsby med internationalt udsyn og intellektuelle traditioner. Men over byens 4000 indbyggere hvilede en skygge: Som en af de få købstæder i kongeriget havde Ribe vedvarende trolddomsprocesser fra 1572 til 1652; torturen og henrettelserne var særligt slemme her – det ved man fra de velbevarede sagsakter med udførlige vidneudsagn fra de anklagede kvinder.

Forfatterens skelsættende pointe er, at opgøret med troen på hekse tværtimod begyndte, da først tyske og siden danske teologer appellerede til, at det enkelte menneske måtte lære at se indad og forstå egne fejl og mangler frem for at søge ydre forklaringer på al ulykke

Torben Bramming, født 1964, er teolog med kirkehistorie som speciale. Som mangeårig bestyrer og beboer af Brorsons historiske bispegård Taarnborg har han et indgående kendskab til Ribes historie. Han har tidligere skrevet de anmeldte historiske biografier Brorson – sjælens digter (med Bente Bramming 2015), Rantzau – den hellige kriger (2016) og Da vikingerne mødte korset (2018).

Dør og bar åbner 18:30. Efter arrangementet er det muligt at blive hængende og hygge sig med en drink eller en kop kaffe.

Vi skal se gyldigt corona-pas ved indgangen.

Billet via billetto lige HER. Er du medlem, skal du anvende din kode ved bestilling af gratis medlemsbillet.