Et spørgsmål om KULTUR – samtalen fortsætter

Dato

02/10/2019

Klokken

19 til 21

Pris

Billet á 50,- gennem billetto.dk

Pris med medlemskort

Medlemsbillet gennem billetto.dk ved brug af kode

Bestil billet her

Mød tre af bidragyderne til ny debatbog om kulturens betydning i det danske samfund.

Samtalen fortsætter mellem

Jane Sandberg – museumsdirektør på ENIGMA – Museum for post, tele og kommunikation. Hun er cand.phil. i kunsthistorie, journalist og forfatter til bogen ’Come Together – Fællesskaber i Danmark’

Knud Romer – prisvindende reklamemand og forfatter. Han har arbejdet som konceptudvikler for store virksomheder og står for udgivelser som ‘Guide til Københavns Offentlige Toiletter’ og ‘Din Store Idiot’, en antologi om dumhed og intelligens. ‘Den som blinker er bange for døden’ var hans debut som skønlitterær forfatter og blev modtaget med overstrømmende anmeldelser og strøg direkte ind på bestsellerlisten.

Elizabeth Holstein – jurastuderende og autodidakt kunsformidler. Initiativtager til det landsdækkende projekt DE UNGE SKABERog forfatter til bogen af samme navn

Bogens redaktør Merete Sanderhoff er kunsthistoriker og forfatter til adskillige bøger om kunst og kulturs rolle og placering i samfundsdebatten.

Merete Sanderhoff arbejder på Statens Museum for Kunst som inspektør og seniorrådgiver for digital museumspraksis.

Som en del af sit virke er hun engageret i udviklingen af europæisk kulturarvspolitik, blandt andet som rådgiver i EU-Kommissionens Digital Cultural Heritage and Europeana Expert Group.

De senere år er de statslige institutioner blevet beskåret med to procent om året i en omprioritering af de offentlige midler.
Det skal sikre, at der er penge nok til den velfærd, som danskerne forventer. Men omprioriteringen af penge til fx sygehuse og skattelettelser har langsigtede konsekvenser.
Danmarks kulturliv er hårdt ramt af  nedskæringerne der medfører, at folkeoplysning er truet, kulturarv risikerer at gå til, og vigtig faglig viden tabes på gulvet.
Det bekymrer tilsyneladende ikke danskerne.
Adskillige undersøgelser har i de senere år vist, at op mod halvdelen af befolkningen mener, at kulturbudgettet er det første sted, de vil spare.
På længere sigt er det måske fundamentet for, at vi overhovedet opfatter os selv som et samfund med fælles fortællinger og værdier, der er truet, når kultur ikke længere føles som et kollektivt anliggende og ansvar?
Situationen maner til eftertanke.
Den kulturarv, vi står på, er en gave fra et tidligere, mindre velstående dansk samfund, der ikke desto mindre var fremsynet nok til at investere i fremtiden.
Derfor skal vi stoppe op og beslutte, hvor vi vil hen – som mennesker og samfund.
Denne bog er et forsøg på at finde ud af, hvad vi vil med kulturen i Danmark. Hvad har værdi for os som samfund?
Hvad giver vores generation videre?
Hvor skal vi investere midler og kræfter?
Og er der noget, vi vil undvære?
Svarene gives af 42 kulturpersonligheder, fra Rane Willerslev og Kasper Holten til Mette Bock og Bertel Haarder – mød tre af dem denne aften.
Please follow and like us: