ALEXANDER KRAGLUND QUARTETO

Dato

02/07/2021

Klokken

20:00 Dør og bar åbner klokken 19:00

Pris

200

Pris med medlemskort

150

SWINGENDE BRASILIANSK START PÅ COPENHAGEN JAZZFESTIVAL

Den danske musiker Alexander Kraglund anses for at være en af de absolut bedste violinister indenfor den brasilianske musiktradition og har de senere år også vist sig at være en fremragende mundharpespiller og sanger. Med en ufornægtelig autensitet og sit medrivende spil har Alexander begejstret publikummer i ind- og udland siden han i 2011 dimitterede fra Rytmisk Musikkonservatorium i København. I en alder af 35 år har Alexander Kraglund allerede høstet international anerkendelse, ikke mindst da han tilbage i 2012 optrådte flere gange med den legendariske chorogruppe “Época de Ouro” live i Radio Nacional- Rio de Janeiro. Siden har han samarbejdet med en lang række af Brasiliens ypperste instrumentalister bl.a. choroguitarist og komponist Rogerio Souza, sangerinden Thaís Motta og trommeslageren Afonso Corrêa. Sidstnævnte som i særdeleshed spillede sig ind i hjerterne på det danske jazzpublikum.

Med sig har Alexander den brasilianske bassist Romulo Duarte der med sit fabelagtige spil har banet sig vej til toppen på den brasilianske musikscene bl.a. i selskab med Gilberto Gil, Milton Nascimento, Caetano Veloso og Rosa Passos. Bag trommerne sidder Jonas Johansen, som udover at være en levende legende på den danske jazzscene også er kendt for sit samarbejde med den brasilianske pianist og sangerinde Eliane Elias. Det hele flettes sammen af guitaristen Jeppe Holst, der med et usammenligneligt smagfuldt guitarspil viser vejen gennem musikkens harmoniske krinkelkroge.
Stilen er brasiliansk og de fire musikere udfolder choroens virtuositet, bossa novaens poesi og sambaens medrivende rytmer i et forrygende sammenspil.

Udgivelse

Kvartetten har sendt første EP på gaden med to af Alexanders egne kompositioner samt bossa novaen ”Triste” skrevet af Antonio Carlos Jobim. Hele EP’en er kommet i rotation på P8 Jazz.

Line up

Alexander Kraglund: Vokal, violin, kromatisk mundharpe (DK)

Jeppe Holst: Guitar (DK)
Romulo Duarte: Bas (BR)
Jonas Johansen: Trommer (DK)

Billet DKK 200. Er du medlem hos Tranquebar, indtaster du din kode for at få adgang til medlemsprisen på DKK 150. Billetter købes i butikken eller gennem billetto.

Koncerten starter klokken 20. Dørene og baren åbner klokken 19. Vi glæder os!