Tilbage til Alle begivenheder

Kulturnatten – Hemingwayaften

  • Tranquebar 14 Borgergade København, , 1300 Denmark (kort)

Manden, myten, legenden: Ernest Hemingway. Vi har formegentlig alle læst en bog skrevet af Hemingway – og man kan med sikkerhed sige, at vor tids litteratur ville se helt anderledes ud, havde det ikke været for hans bøger. Han er en omdiskuteret mand og forfatter på baggrund af sin ikoniske skrivestil, eventyrlyst og maskulinitet.

I år på kulturnatten skal vi bringe Ernest Hemingway med ind i det 21. århundrede. Vi kommer til at have tre forskellige talks af forfattere, jægere og professorer, der alle skal gøre os klogere på manden, myten og legenden.

Og vi serverer selvfølgelig Hemingways signaturcocktail, ”death in the afternoon”, hele aftenen!

Kom i god tid for sikre dig en plads. Der skal vises kulturpas ved indgangen – og det er først til mølle, indtil vi har fyldt butikken. Vi åbner selvfølgelig dørene mellem hver samtale, såfremt vi ikke har nået butikkens maks kapacitet.

Aftenens program

Kl. 19.00-19.45: Introduktion til Hemingway af lektor Marianne Kongerslev

Hvordan læser vi Hemingway i dag?

Lektor Marianne Kongerslev, ph.d. i amerikanske studier og speciale i engelsk samt queer og feministisk teori, vil give en introduktion til Hemingways forfatterskab og person. Marianne vil bringe Hemingway ind i det 21. århundrede og give os et bud på, hvordan vi kan forstå Hemingway med moderne briller på.

Marianne Kongerslev er cand.mag. i engelsk og har en ph.d. i amerikanske studier fra Syddansk Universitet. Marianne er pt. Lektor på Aalborg Univeristet.

Kl. 20.00-20.45: Samtale mellem Anne Green Munk og Natasha Illum Berg

Hemingways Afrika – geografisk område eller eksotisk drømmesyn?

Nu skal vi dykke dybere ned i Hemingways Afrika sammen med litteraturhistoriker Anne Green Munk og Natasha Illum Berg. Hvordan skal vi forstå Hemingways fremstillinger af Afrika i vores postkoloniale nutid? Er hans beskrivelser objektive eller er de fordrejede igennem den hvide mands blik? Med udgangspunkt i Toni Morrisons kritik af Hemingways Afrika som et historieløst eksistentielt rum for hvide menneskers selvudfoldelse, som beskrevet i Morrisons bog, Forestillingen om de andre, vil de to forfattere give os en guidet tur over de afrikanske savanner – samt nuancere spørgsmålet om, hvordan man som vesterlænding kan bevare den historiske forbindelse og respekten for den anden.

Anne Green Munk er digter, foredragsholder og post.doc. ved Aarhus Universitet. Anne, der også er tidligere kulturredaktør på Dagbladet Information, har senest udgivet digtsamlingen Vildmarken

Kl. 21.00-21.45: Samtale mellem Natasha Illum Berg og Mikkel Frey Damgaard

At gå på jagt med Hemingway i tasken

Hemingway gik rigtig meget på jagt, og som en del af hans eftermæle som eventyrer, står opfordringen om at gå ud og erobre verden. Men giver det stadig mening at se på Hemingway på denne måde i dag? I hvor høj grad kan vi bruge Hemingway som en indgang til jagt, fiske og friluftsliv? Natasha Illum Berg, forfatter og storvildtjæger i Tanzania, og så tæt på en kvindelig Hemingway, det er muligt at komme, snakker med Mikkel Frey Damgaard. Damgaard er forfatter til Fiskejournal, hvor Hemingways tekster om at fiske danner bagtæppe for forfatterens egne fiskeeventyr. De to forfattere vil fortælle om, hvordan Hemingway har spillet en rolle i deres liv som friluftsmennesker, jægere, fiskere og forfattere. Vi er også blevet lovet en røverhistorie eller to fra vildmarken!

Natasha Illum Berg er forfatter, professionel storvildtsjæger i Tanzania og foredragsholder. Mikkel Frey Damgaard er journalist, tv- og radiovært og forfatter.

Foto kreditteringer:

Natasha Illum Berg: Foto af Jana Arnhold

Mikkel Frey Damgaard: Foto af Søren Rønholt

Anne Green Munk: Foto af Annette Kjær 

Marianne Kongerslev: Foto af Marianne Kongerslev

Forrige
Forrige
16. september

Vigdis Hjorth: Det gode menneske i Sandvika