UDSOLGT: KVINDERNES INTERNATIONALE KAMPDAG I TRANQUEBAR, DEN 8. MARTS 2026
En gang imellem sker det, at en glemt roman dukker op igen og sender chokbølger igennem den læsende verden. Henover efteråret og vinteren var det lige præcis dét, der skete med belgiske Jaqueline Harpmans dystopi, Jeg som aldrig har kendt mænd, fra 1995.
Romanen fortæller om 39 kvinder og en ung pige, der holdes fanget i en bunker dybt under jorden, bevogtet af tre mænd. Kvinderne husker ikke, hvordan de er endt i bunkeren, og har ingen fornemmelse af, hvor lang tid de har været der – de har kun vage minder om det liv, de plejede at leve. Den unge pige er den eneste, der ikke har oplevet verden udenfor. Gennem pigens fremmedgjorte blik beretter romanen både noget generelt om, hvad det vil sige at forstå verden – men også en allegori over, hvad det vil sige at være kvinde i en verden styret af mænd.
Til at fortælle om romanen får vi besøg af forfatter og journalist Amalie Langballe, der anmeldte romanen for Weekendavisen i december 2025.
Vi vil servere friskbagte croissanter og tænde op for kaffemaskinen!
Dørene åbner kl 11. Amalie Langballe vil snakke fra 11.30-12.30.
En billet koster 75 kr. Køb din billet her.