Interessant synspunkt
http://blog.politiken.dk/bibliopaten/2008/12/ 05/snemand/.
Visionær arkitekt
http://www.steenbergarchitects.dk/design/tranquebar
Fodsporsrejser...
www.tiffanytours.dk
Holdningsbank
www.merkurbank.dk
Om krig og fred af Frederik Dessau ved arrangement i Tranquebar efterår 2008.
HVORDAN vores verden prioriterer sine livskrav fremgår af budgetterne. Vores samlede miltærudgifter udgør 1300 mia dollars, og til sammenligning bruger vi 70 mia dollars til udviklingshjælp.
Jeg tror ikke på at der kan skabes fred ved hjælp af krig, og det er da heller ikke lykkedes endnu – lige så lidt som jeg tror, man bliver afkriminaliseret af at sidde i fængsel.
NÅR krig beskrives som den eneste løsning på interessekonflikter, er det en selvmodsigelse, for en krig er det modsatte af løsningen på en konflikt. Konflikter kan bringes til ophør eller standses med vold, men hvis man siger eller tror, at alle andre muligheder er udtømt, og nu er der kun krig tilbage, så er man på vildspor eller lyver, for der er og vil altid være andre og flere muligheder.
Ingen af os kan forvente at få det, som vi helst vil have det her i verden, vi må alle gøre indrømmelser, gå på kompromis og give afkald på noget og få noget andet til gengæld.
At give og at tage – det er livets lov, og den gælder både i vores indbyrdes forhold og i de store politiske sammenhænge. Men når modparten nu ikke VIL makke ret, som det så hedder, når et voldeligt overgreb skal retfærdiggøres. Løsningen af en konflikt består i at forandre grundlaget for den – ikke i at insistere på dens uløselighed ved at holde fast ved dét der gør den uløselig.
DER er ingen veje til fred. Fred er vejen, sagde Mahatma Gandhi, som uden våben banede vej for Indiens selvstændighed i begyndelsen af forrige århundrede. Blandt mange andre visdomsord sagde han også, at her i verden ville der være nok til alle, hvis det ikke var for de grådige.
Det var samme Gandhi der under et interview i London blev spurgt om, hvad han mente om europæisk civilisation og svarede, at det synes han ville være en glimrende idé.
Det burde sige sig selv, at man ikke kan indføre demokrati med våbenmagt, som vi bilder os ind at kunne, eller har ladet os indbilde til at tro. Demokrati er en folkelig proces og lader sig kun gennemføre i en demokratisk kultur. Og den tager sin tid.
Danmarks første grundlov er fra 1849. Krigsførende militærmagter beskriver sig selv som fredsbevarende, og selv humanister går ind for krigsførelse, hvad der ikke er umiddelbart begribeligt, for hvor bliver humanismen af, hvis man engagerer sig i en konflikt i andet end fredens tjeneste?
Blod er blod, uanset hvis, det må vel være den menneskeopfattelse der adskiller humanister fra fundamentalister og fanatikere. Og selv den tapreste forkæmper for menneskelige frihedsrettigheder må kunne indse, at hvis man ønsker fred, så forebygger man krig, og hvis man ikke vil have krig, så forbereder man sig på fred.
SIKKERHEDSPOLITIK handler ikke om at ødelægge og slå ihjel, men om at løse konflikter. Som ingen ringere end Buddha skal have sagt: Hvis der endelig er noget der skal slås ihjel, så er det viljen til at slå ihjel.
Men er mennesket ikke krigerisk anlagt fra naturens hånd? Det synes at være en almindelig udbredt opfattelse.
Forskere i vores udviklingshistorie kan fortælle, at vi rent teknisk har kunnet føre krig i 200.000 år, for så længe har vi haft stenøkser, og for 30.000 år siden lærte vi at skyde med bue og pil og bruge kastevåben, men der er ikke noget der tyder på, at redskaberne blev brugt til andet end jagt. Der er nok blevet svunget køller i slagsmål om knappe livsgoder, og man har vel også slået hinanden ihjel, men ikke i form af krige som organiserede og socialt accepterede fremstød. Blandt de kulturester man har fundet, er der ingen tegn på træning af krigere, endsige forherligelse af krigeriske kampe.
De første krigsvåben er kun 10.000 år gamle og stammer fra den tid, da vi fra at have været nomader blev bofaste og gav os til at dyrke jord og holde kvæg, så meget taler for, at det er ejendomsretten og den deraf følgende privatisering der har gjort os krigsførende. Den medfødte aggression, som ellers får skyld for det, er ikke sig selv krigerisk, dens formål er fysisk og psykisk overlevelse og selvopholdelse, det er en hensigtsmæssig aktivitet der skal opfylde behov. Det er hvad behovet går ud på, som afgør aggressivitetens karakter.
Rent sprogligt er dét være aggressiv kun at bevæge sig hen imod noget, og det kan have andre motiver end grådighed.
TILSYNELADENDE har vi altså levet størstedelen af vores liv på jorden uden at være krigsførende. Til gengæld er vi blevet så dygtige til det, at vi nu er i stand til at udslette os selv som art til forskel fra andre levende væsener - med enkelte zoologiske undtagelser.
Da masseødelæggelsesvåben kom til verden, fik vi samtidig mulighed for at gøre en ende på den, så når de politisk eller retorisk bliver kædet sammen med positive begreber om sikkerhed, ses der helt bort fra, at kernevåben i sig selv er den største trussel mod al sikkerhed. De bliver nok fremstillet til krigsbrug, det ligger allerede i ordet, men våben bliver også brugt i forsvarsøjemed, og at være bevæbnet er ikke ensbetydende med at angribe. Sådan skal kernevåbnene også forstås, de er nok destruktive i princippet, men dybest set har de et fredsbevarende formål som de ligger der på lager i deres radioaktive søvn. Før de bliver brugt, skal vi ikke være bange for dem, og hvis de bliver brugt, er der ikke mere at være bange for.
Med andre ord fra George Orwell’s daværende fremtidsroman ’1984’: Krig er fred.
Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke. NÅR det drejer sig om kernevåben, og hvad de indebærer af ’overkill’, er ideen om at have overtaget fuldkommen illusorisk, og arsenalernes relative størrelse har ikke den betydning som retorikken tillægger dem.
Det er selve eksistensen af de altødelæggende muligheder som udgør den latente trussel, fordi de ufattelige mængder af dødbringende gift befinder sig i hænder, der er lige så svage og rystende og uberegnelige som vores egne eller vores modstanderes eller noget andet menneskeligt væsens.
De sidste århundreders udvikling inden for videnskab og teknologi, som kun er et par sekunder i menneskeartens historie, er endt i intet mindre end et ultimatum, som hedder forandring eller udslettelse.
Et vanskeligt valg.